Akut mangel på industriteknikere – sponsorat skal bidrage til at sætte fokus på uddannelsen

Af Karina Davids

DM i Skills: Industrien mangler faglærte industriteknikere. Derfor har seks virksomheder netop givet håndslag på at støtte industriteknikerlærlingene under DM i Skills 2024 og dermed bidrage til at skabe opmærksomhed om uddannelsen.

Sponsorerne for Industriteknikkerne ved DM i Skills 2024, samlet for at underskrive aftalen hos DMG Mori i Fredericia. Fra venstre ses, Henrik Juncker fra DMG Mori, Lars Bundesen fra Cimco, Henning Michelsen Hansen fra Industriens uddannelser, Ulrik Kirk Boesen fra Tibnor, Henrik Mathiasen fra Seco Tools og Simon Bunde fra Schunk Intec A/S. Foto: Fotograf Helle S. Andersen

Industriteknikere er en mangelvare

Der er gang i industrien i Danmark – men vi mangler topkvalificerede industriteknikere, som eksempelvis kan fremstille avancerede komponenter til global anvendelse med fokus på den grønne omstilling.

Derfor er det vigtigt at støtte alle tiltag, der skaber opmærksomhed om uddannelsen. Et af dem er det kommende DM i Skills.

Støtte til industriteknikerlærlinge

DM i Skills er et populært arrangement, hvor mange unge kommer for at opleve håndværksfagene og se andre unge dyste om titlen som danmarksmester i deres respektive fag – heriblandt seks industriteknikerlærlinge. Det betyder, at DM i Skills er et fremragende udstillingsvindue og en god mulighed for at tiltrække flere unge til uddannelsen.

Derfor har seks industrivirksomheder også valgt at støtte industriteknikerlærlingene med maskineri, specialudstyr, software og materialer – og værdifuld ekspertviden.

Fire velkendte sponsorer og to nye

Den 28. februar blev aftalen underskrevet: Industriteknikernes sponsorer er igen i år DMG MORI, Seco Tools Danmark, CIMCO, og Tibnor. De fire virksomheder bidrager med maskiner, skærende værktøjer, MasterCAM-software og det stål, der bruges til selve konkurrencen. Og lige så vigtigt bidrager deres medarbejdere også løbende med ekspertviden, vejledning og træning af de unge.

Denne gang har de fire tidligere sponsorer fået selskab af to nye: SCHUNK Intec og Zebicon.

SCHUNK Intec sponsorerer værktøjsholdere til konkurrencen, skruestik til fræseren og centrerpatroner til opspænding på drejebænken og tilhørende pakker. Zebicon leverer udstyr til 3D-scanning og måling, som Zebicon leverer udstyr til 3D-scanning og måling, som dommerne skal benytte til kontrolmåling af de færdige emner.

Vidensdeling på workshop i april

I starten af april har DMG MORI, Seco Tools og CIMCO ligesom tidligere år også arrangeret en workshop, hvor industriteknikerlærlingene vil få masser af viden og træning i brugen af de avancerede CNC-maskiner fra DMG MORI. Seco vejleder i brugen af skærende værktøjer, imens CIMCO står for træning i seneste version af MasterCAM.

– Udover workshoppen har vi også afsat tid til at dele viden med forskellige erhvervsskoler rundt om i Danmark. Vi ser det som en investering i at sikre udviklingen og styrke vores fælles faglige kompetencer inden for branchen, fortæller Salgsingeniør, Kenneth Abel fra DMG Mori.

De unge skal sikre den teknologiske udvikling

Gruppen af de 6 sponsorer er ikke i tvivl om årsagen til at støtte DM i Skills med både tid og penge: :

– Faktum er at vi alle har udfordringer med at skaffe dygtige industriteknikere. Derfor er det strengt nødvendigt at tiltrække unge til uddannelsen for at sikre en fortsat strøm af talentfulde medarbejdere til vores virksomheder, fortæller Kenneth Abel fra DMG Mori og slutter:

– De unge er drivkraften bag fremtidens teknologiske udvikling, og vi virksomheder er dybt afhængige af deres kompetencer og arbejdskraft for at kunne gøre industrielle fremskridt.

Faktaboks:

DM i Skills 2024 afholdes i Roskilde den 18.-20. april, og i år konkurrerer 300 elever og lærlinge fra 47 fagområder om titlen som danmarksmester i deres respektive fag – heriblandt seks industriteknikerlærlinge. Nyt i 2024 er, at der kåres 2 Danmarksmestre indenfor industriteknik, en i CNC-drejning og en i CNC-fræsning.

CNC-drejning

Oscar Dahl Nielsen fra Aalborg (Techcollege/SB Stål)

Marko Simic fra Næstved (ZBC/Emerson Automation Solutions)

Nikolaj Lindgaard Pedersen fra Brædstrup (Herningsholm Erhvervsskole/ECM Industries)

CNC-fræsning

Frederik Winther fra Kalundborg (Roskilde Tekniske Skole/Poul Johansen Maskiner A/S)

Mathias Rytter Kjeldsen fra Thisted (EUC Nordvest/Thisted Maskinteknik)

Noah Borup Thayssen fra Egå (Herningsholm Erhvervsskole/GRUNDFOS A/S

Mere information

DM i Skills 2024
Bliv Industritekniker